På Stufvenäs Gæstgiveris klassiske og smagfulde julebord forsøger vi at bevare de smålandske og traditionelle julebordsretter. Nogle af retterne har aner langt tilbage i tiden, men der er også dem, der har en mere moderne historie.
Vi har skabt to forskellige kvalitetsmærkninger, for at du som gæst skal få den bedste måltidsoplevelse hos os.
Lad dig vel smage!
Made by Stufvenäs er vores egen kvalitetsmærkning, som viser, hvilken mad der er tilberedt fra bunden af nøje udvalgte råvarer i vores køkken af vores dygtige køkkenteam.
Close by Stufvenäs er vores kvalitetsmærkning af rigtig gode og nøje udvalgte lokalproducerede produkter og råvarer.
Julebrødet adskilte sig markant fra det brød, man spiste til hverdag. Frem for alt ved at det blev bagt som formbrød. Desuden blev der brugt vørter til dejvæske, og havde man det rigtig godt stillet, puttede man tørrede frugter som æble, figen og rosiner i. Brødet blev også smagt til med sirup, nellike, kanel og kardemomme.
Nedtællingen til jul kaldes dagen før dyp-dagen. Under juleforberedelserne var det praktisk i al hast at dyppe lidt brød i skinkespædet fra juleskinken, som ofte stod på komfuret. Oprindeligt er dyp i gryden ikke en typisk juleret, men noget man var nødt til at gøre for at blødgøre gammelt, hårdt brød, så det kunne spises. Næsten som nutidens fondue.
Julegrød var praktisk festmad, når familien skulle spise sammen. Grød var ikke kun en hovedret til jul, men også ved høst- og slåttegilder. Men før i tiden spiste man ikke risengrød, men byggrød.
Vores tids sild i lage stammer fra den saltede sild, man spiste til hverdag før i tiden. Salt strømming stod på middagsbordet næsten hver dag i de smålandske landsbyer før i tiden. Det spiste man betydeligt oftere end kød. Så en udslidt hverdagsret er ved hjælp af krydderier, sauce og forskellige smagsgivere blevet forvandlet til en delikatesse i vores tid.
Den ældste skandinaviske betegnelse for julefejringen var at “drikke jul”. Juleøllet skulle være af bedste kvalitet. Som en forløber for vores tids julebordsspisning på restaurant kan man se landsbybøndernes førjulefest, hvor man gik rundt på gårdene og smagte på hinandens juleøl. Siden hjemmebrygningen ophørte, er der opstået forskellige blandingsdrikke som mumme. Den mest kendte og elskede er Julmusten, som blev lanceret i 1910.
Gløgg har eksisteret siden middelalderen og blev skabt, fordi man var nødt til at krydre vinen for at dække over dens dårlige kvalitet. Derefter varmede man den for at dræbe skimmel og andet. Men det er først i slutningen af 1800-tallet, at den nævnes som en speciel juledrik. Nu om dage er gløgg en varmende helårsdrik.
Hasselnødder og æbler har en lang tradition som julegodter i Småland. Eksotiske frugter som figner, dadler, rosiner, udenlandske nødder og chokolade- og marcipanfigurer kom til, da kolonialhandelen udviklede sig i 1800-tallet.
At vi spiser så meget flæskemad til jul skyldes, at man i selvforsyningens tid ikke spiste andet end saltet kød resten af året. Men ved efterårets storslagtning plejede man at spare en eller et par grise, som blev slagtet lige før jul, og som blev nydt frisk, og det blev anset for en stor delikatesse. Juleskinke hørte dog ikke hjemme på julebordet i bondesamfundet. Skinkerne plejede at blive gemt til sommeren og udskåret i mindre stykker. Det meste flæsk blev før i tiden kogt, og det fede spæd blev f.eks. brugt til dyp i gryden. Juleskinken stammer fra slutningen af 1600-tallet, men blev dengang primært spist af de højere stænder.
Ifølge visse kilder er retten blevet tilskrevet operasangeren Per Adolf “Pelle” Janzon i 1800-tallet. Han gjorde sig kendt for at byde på en seksretters menu med øl, snaps og ansjosgratin, hvilket skulle have givet ophav til navnet Janssons fristelse på denne type gratin. Han skulle have været inspireret af ansjoskasser med lignende indhold. Dog blev rettens navn ikke almindeligt accepteret før 40 år efter Janzons død, et stykke ind i 1900-tallet.
Vores mest svenske nationalret. Men kødboller findes over hele verden under forskellige navne og i forskellige smagsvarianter. I dag er det mest almindeligt, at vi steger vores kødboller, men i 1700- og 1800-tallet blev de kogt som frikadeller. Det er en ret moderne foreteelse at male kød til fars. Men rigtig finskåret kød til pølser og andet er historisk set en almindelig metode til at udnytte alle udskæringsdetaljer og for at lette for menneskers dårlige tandhygiejne.
Lutefisken, kaldet stokfisk, var en juleret i mange smålandske hjem. Frisk fisk var svært at få fat på om vinteren. Før i tiden spiste man lutefisken som tørfisk. Man skar tynde skiver, som blev banket for at blive lettere at tygge og dyppet i smør.
Kilde: Smagen af østlige Småland & Øland, Nationalencyklopedin, Nordiska museet